Har du renere råvarer, kan du køre skarpere på med formalingen

I/S Feldthusen har fået renere korn og bedre trivsel blandt bedriftens 575 søer med smågrise og opfedning af 14.000 slagtegrise siden installationen af en SKIOLD Sigma Planettromlerenser i foråret 2022.

Renere råvarer, sundere dyr og bedre trivsel. Det er nogle af de positive effekter, som Bjarne Feldthusen – der sammen med sin bror driver en svineproduktion og 970 hektar jord i I/S Feldthusen – har opnået med en SKIOLD Sigma Planettromlerenser. Den blev installeret som en del af et nyt kornanlæg med fire Sukup Europe-siloer med en samlet kapacitet på 3.600 ton i foråret 2022.

- Vi besluttede os for at gå op i kapacitet for at være fremtidssikret og havde lagt os fast på også at skulle have en renser. For når man har grise, har man fokus på at få fjernet toksiner fra kornet. Vi havde overvejet andre mere simple modeller, men endte med SKIOLDs planettromlerenser. Det har vi ikke fortrudt, selv om den er en af dyreste på markedet, for den fjerner affaldet i kornet effektivt – omkring 2 ton pr. 100 ton, forklarer Bjarne Feldthusen under en fremvisning af planettromlerenseren.

Stor mængde affald

Sigma’en står på Brandelevgaard ved Næstved, en af I/S Feldthusens tre adresser, i en bygning fra 2022. Nybyggeriet rummer også en korngrav på 50 kubikmeter, en del af transportanlægget og et rum til betjening af anlægget, som gennem en stor stærkstrømstavle med SKIOLD FlexMixPro controller forbinder det nye med bedriftens eksisterende anlæg.

- Alt rundt om planettromlerenseren er det samme uanset typen af renser, og det er tydeligt at se, hvor meget affald den fjerner. Det havner i en fem ton kornvogn, der står ved siden af renseren. Det er vildt at se, hvor meget der løber ud, som før havnede hos grisene. I høst tømmer vi vognen for affald en gang om dagen, konstaterer Bjarne Feldthusen.

Det gavner produktionen:

- Har du rene råvarer, kan du køre skarpere på med formalingen af korn og gøre det finere. Det kan grisene bedre tåle. Mange faktorer spiller ind i en griseproduktion, og det gør det svært at måle en direkte effekt af planettromlerenseren. Men siden vi fik kornrenseren, har vi haft færre døde søer, kastninger, gaspustere og ballonsøer. Vi bruger stadig toksinbinder, men har halveret dosis fra to til et kg.

Desuden hæfter Bjarne Feldthusen sig ved, at det rensede korn nedsætter sliddet på pumper, membraner og andet dele i transportudstyret, skivemøllen og tørreanlægget.

- Der kommer mindre møg i siloerne, som der ikke skal tørres på. Planettromlerenseren øger i det hele taget driftssikkerheden, og samtidig sparer vi penge til service og vedligehold, siger han.

Renser 100 ton i timen

SKIOLD Sigma Planettromlerenseren kan rense 100 ton i timen og fjerner avner, sten, grus, støv og andre urenheder. Maskinens særlige renseprincip, hvor kernerne både rammer soldene og bliver gnedet mod hinanden, gør den – modsat andre kornrensere på det danske marked – i stand til også at fjerne de toksiner, der sidder på kernerne. Og fordi transportanlægget både bruges ved fyldning og tømning af siloerne, bliver afgrøderne renset to gange.

- Det skader aldrig, for så får vi fejet det sidste møg af. Inden vi fik SKIOLD Sigma Planettromlerenseren, kunne vi se en større koncentration af skidt i den sidste periode, når vi tømte siloerne i maj og juni, pointerer Bjarne Feldthusen.

Han står for opgaverne med at passe 575 søer og fravænner årligt knap 21.000 pattegrise. Heraf laves 14.000 slagtegrise klar til slagteriet. Mogens Feldthusen tager sig af dyrkningen af 970 hektar med korn, rødsvingel, raps og rajgræs samt spinat og dild på 25 hektar, og til sammen driver brødrene et landbrug, som må være stærk kandidat til titlen ”Danmarks ældste I/S”.

- Min farfar startede med Brandelevgaard i 1940 som forpagter, købte den efter Anden Verdenskrigs slutning og købte nabogården i 1958. Det er min brors og mit barndomshjem. Min far var kommet med i driften, og da han og min farfar lavede I/S i 1969, var de forud for deres tid. I/S Feldthusen har haft det samme CVR-nummer siden 1970. Jeg kom i gang i virksomheden som 18-årig, og min bror og jeg overtog I/S Feldthusen i et glidende generationsskifte, fortæller 53-årige Bjarne Feldthusen.

Sønnen er klar

Sammen med sin hustru, som er speciallæge, har han to sønner på 18 og 20 år. Den ældste er, ifølge Bjarne Feldthusen, ”stærkt opsat” på at overtage bedriften inden alt for længe.

- Nu har jeg arbejdet med grise i 35 år. Det er jeg ikke træt af, men det er rart at vide, at jeg har en ”afløser” klar og vil kunne fokusere mere på regnskab og administration, som jeg godt kan lide – og få bedre tid til ture i vores sejlbåd, siger Bjarne Feldthusen.

Og hvem ved? Måske bliver parrets yngste søn på 18 også landmand trods forsikringer om det modsatte.

- ”Jeg skal aldrig være landmand”, har han ofte sagt. Men han tog 500 timer på traktoren i høst, så måske er noget tændt i ham, konstaterer Bjarne Feldthusen med et smil.

 

Vil du vide mere om SKIOLDs udstyr til kornrensning?

Læs mere her: Reducer mykotoksin niveauet med SKIOLD Sigma eller 

Her finder du et lille udpluk af vore referencer

Se hvordan SKIOLD gør en forskel for vore kunder rundt om i verden

I mere end 140 år har vi hjulpet kunder med at få succes. Her har vi samlet et udpluk af vores installationer.
Udforsk kollektionen – stort eller småt, globalt og lokalt. Vi har flere installationer over hele verden, så hvis du ikke finder det, du søger efter, er du velkommen til at kontakte os.

KONTAKT OS FOR FLERE OPLYSNINGER

Vi har fået en stabil produktion

En mere effektiv rensning af kornet har reduceret dyk og udsving i produktionen hos slagtegriseproducent Jens Hjort Jensen.

Læs mere KORN

Tre tiltag for at optimere foderkvaliteteten

Søvang Svineproduktion har implementeret tre nye initiativer for at højne foderkvaliteten på foder til 2.600 søer med smågrise

Læs mere KORN

Kornrensning hos DLG i Hørning

Om højere effektivitet og bedre arbejdsmiljø

Læs mere FRØ