Mød Ole Højgaard Sørensen

I snart et kvart århundrede har Ole Højgaard Sørensen haft sin daglige gang hos SKIOLD.

Det begyndte med et vikariat i 2003, men siden 2007 har han været fast mand på holdet – og i dag bærer han titlen servicetekniker.

I et job, hvor maskiner møder mennesker, og teknisk snilde går hånd i hånd med menneskelig forståelse, har Ole Højgaard Sørensen fundet sin rette hylde.

Fra landmand til montør

Han blev uddannet landmand i år 2000, men allerede året efter valgte han at skifte branche. Som alt-mulig-mand blev han gennem et vikarbureau sendt vidt omkring, men én opgave skulle vise sig at være mere end bare midlertidig.

"På et tidspunkt blev jeg sendt ud som vikar hos SKIOLD, men jeg blev hængende, og jeg er her endnu," fortæller han med et smil.

I starten bestod jobbet mest af montagearbejde, men med årene blev opgaverne mere komplekse.

I dag arbejder han primært med service og vedligehold af tørfoderanlæg til landbruget. En opgave, han tager på sig med både stolthed og ansvar.

Service er nøglen

49-årige Ole Højgaard Sørensen har gennem årene hos SKIOLD oplevet både opture og nedture blandt kunderne. De erfaringer har bekræftet ham i, at både service og vedligehold af maskinerne er hamrende vigtigt.

”Hvis service og vedligehold bliver sparet væk, går det på et tidspunkt galt. Nøjagtig lige som en bil skal til service og have skiftet olie, skal de produkter, der kører døgnet rundt og året rundt i landmændenes stalde, selvfølgelig også vedligeholdes," forklarer han om nogen sine varierende arbejdsopgaver.

Én ting er skruetrækkere og reservedele, men for Ole Højgaard Sørensen er det med at skabe relationer lige så vigtigt. Han møder mange slags mennesker i sit arbejde, og han sætter stor pris på alle de kunder, han besøger i løbet af et år.

"Den taknemmelighed og det at blive værdsat er en stor tilfredsstillelse. Så er det for mig ikke vigtigt, om arbejdsdagen har været på 2, 5 eller 12 timer. Man skal huske på, at det altså er levende dyr, vi har med at gøre. Hvis et anlæg er ude af drift, bliver vi hos landmanden, indtil det kører. Så er det lige meget, om klokken bliver 21," siger han.

Et job med frihed og ansvar

Ole Højgaard Sørensen arbejder i hele Danmark, og det foregår alene i en af SKIOLDs servicebiler, og det passer ham fint.

"Det er med frihed under ansvar. Hvis jeg har syge børn eller noget andet akut, så kan jeg arbejde hjemme, og det spiller en vigtig rolle, når man har en stor familie," siger han og henviser til livet hjemme i Løgstør med hustruen og deres fem børn.

Når tingene brænder på, hænger han i. Og hvis en kollega har brug for en hånd, er der aldrig langt til hjælp.

"Vi løfter i flok, og der er altid hjælp at hente og hjælp at give. Det er vigtigt, hvis hjulene skal rulle,” siger han.

Loyalitet og arbejdsglæde

Spørger man Ole Højgaard Sørensen, hvad der har fået ham til at blive hos SKIOLD i over 20 år, kommer svaret prompte:

"Gode kollegaer og så skarpt forfulgt af kunder, der viser taknemmelighed for, at jeg har besøgt dem," forklarer han og slår fast, for ham handler det ikke om at blive færdig hurtigst muligt.

”Det handler om at gøre en forskel. Har jeg gjort en landmand glad, kører jeg glad hjem og parkerer servicebilen."

Fritiden bliver blandt andet brugt på at spille saxofon.

”Og så hele familien at køre en tur på hver vores gamle knallert, og det må gerne være en tur ud for at fiske. For i vores familie nyder vi at gøre tingene sammen, og det er fantastisk at komme ud i naturen og gerne fange en fisk,” siger Ole Højgaard Sørensen.