
SKIOLD ansætter ny leder af kontor i Vietnam: "Vi kommer styrket tilbage på det vietnamesiske marked”
SKIOLD har gennem en lang årrække haft et strategisk fokus på det asiatiske marked, og det fokus var medvirkende til, at koncernen etablerede kontor i Ho Chi Minh City i Vietnam.
Det set-up har været med til at generere en række store projekter, men i de senere år har den ændrede konkurrencesituation i Asien, særligt i forhold til kinesiske spillere på markedet, betydet, at SKIOLD har tilpasset strategien.
”Vi har indtil nu haft fokus på farmteknologi til gris og mølleri i udvalgte asiatiske markeder, primært Vietnam. Nu har vi besluttet at scope det, så det primære fokus bliver mølleriløsninger via ”feed on farm" konceptet. Den nye strategi og nye fokus skal bidrage til, at vores ressourcer bliver brugt så effektivt som muligt,” forklarer Morten Rosager Andersen, administrerende direktør for SKIOLD.
Ny leder af kontor i Vietnam
Det nye fokus er rettet mod grise-, kylling-, æg- og kvægproducenter, der ønsker at være selvforsynende med foder. Her vil SKIOLD tilbyde den afprøvede teknologi, og det bliver i standardiserede opsætninger, hvor output og performance er kendt.
”Helt overordnet set er det mølleriløsninger til landbrug, vi fokuserer på. Derudover lægger vi også stor vægt på at sælge komponenter til eksisterende og nye anlæg samt øge vores fokus på service og eftermarkedet i Vietnam,” siger Morten Rosager Andersen.
Et vigtigt element i det nye fokus er ansættelsen af en leder af kontoret i Vietnam, der har seks medarbejdere. Den, der skal stå i spidsen for det, er Adam Bielefeld Schou, Regional Manager for Vietnam.
”Det glæder jeg mig meget til, for Adam og jeg har haft mange gode dialoger. Jeg er overbevist om, at vi kan lykkes med at gøre kontoret med de seks dygtige og engagerede medarbejdere til den succes, de fortjener,” siger Morten Rosager Andersen.
Vietnam – en selvstændig SKIOLD-region
Adam Bielefeld Schou er kendt i SKIOLD og har arbejdet i Vietnam i halvandet år på XT-projektet, der nu er i sin afsluttende fase. Som leder af kontoret i Ho Chi Minh City skal han nu i gang med at få etableret en ny og passende struktur, lige som en vigtig opgave er, sammen med blandt andet SKIOLDs interne eksekveringsafdeling og fabrikken i Polen, at få afstemt snitfladerne, så samarbejdet på tværs fungerer optimalt.
"Vi har desværre, af flere årsager, haft en stor tilbagegang på det vietnamesiske marked. Med Adam i spidsen er jeg overbevist om, at vi kommer styrket tilbage på det marked. Derfor vil Vietnam i fremtiden blive betragtet som en selvstændig SKIOLD-region på lige fod med Sverige og Frankrig," siger Morten Rosager Andersen.